Lukket rekruttering
Chefkonsulent til IT-udbud og kontraktstyring
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen / Fuldtid
Som chefkonsulent i IT-jura og leverandørstyring vil du, i samarbejde med dine kollegaer, blive ansvarlig for udbud og kontraktstyring; lige fra de helt store it-udbud, som danner grundlag for udviklingsaktiviteter i Skatteforvaltningen, såsom styrelsens nye inddrivelsessystem og ejendomssystem, til miniudbud, som sikrer de nødvendige konsulenter, licenser mv., til at understøtte drift og udvikling af systemerne. Du kommer således rundt i hele paletten ift. det udbudsretlige og kan forvente mange spændende opgaver relateret hertil.
Du får mulighed for at sikre kvaliteten af kontorets leverancer og rådgivning og understøtte kontorets høje juridiske faglige niveau. Ligeledes kommer du til at arbejde med den fortsatte professionalisering af kontraktstyringen for hovedparten af Skatteforvaltningens store og forretningskritiske it-systemer. Endelig kommer du til at udbyde og kontraktstyre nogle af de største it-kontrakter og anskaffelser i Danmark, som er både store og komplekse, og har stort fokus fra omverdenen, hvilket også skaber fokus på udbud og løbende kontraktstyring.
Alt i alt giver stillingen mulighed for at arbejde med komplekse udbud i et velfungerende juridisk team, at arbejde i dybden med mange juridiske områder inden for udbud og it-kontrakter, samt at sikre løbende juridisk sparring både til teamet, til organisationen samt til ledelsen i en organisation under stor forandring. Du kommer også til at repræsentere Udviklings- og Forenklingsstyrelsen som en stor ordregiver i udbudsjuridiske netværk, fora mv.
Du får et selvstændigt ansvar for den fortsatte kvalitet af kontorets leverancer i forbindelse med gennemførelse af udbud, udarbejdelse af kontrakter, gennemgang af licenser, leverandørstyring, kommunikation med leverandører mv. Tilsvarende skal du sammen med teamet styre kontrakter og bl.a. sikre leverandørernes overholdelse af aftaler med videre.
Jobinfo
Segment: Jura
By: Lyngby
Region: Hovedstaden