Udbudsjurist

Lyngby-Taarbæk Forsyning / Fuldtid

Vil du spille en central rolle i at sikre forsyningens udbud og kontrakter – og samtidig gøre en forskel for både organisation og samfund?

Om stillingen

Som udbudsjurist hos Lyngby-Taarbæk Forsyning får du ansvar for hele udbudsprocessen – fra den første markedsdialog og strategiske planlægning til kontraktindgåelse og forhandling. Du bliver en nøglespiller i store anlægsprojekter såvel som rammeaftaler for varer og tjenesteydelser.

Du vil få en bred kontaktflade på tværs af organisationen og samarbejde tæt med både projektledere, driftsledere og eksterne parter. Stillingen giver dig mulighed for at præge processerne og samtidig bidrage til at styrke det juridiske fundament i organisationen.

Eksempler på kommende opgaver er rådgiverudbud og driftsudbud på et renseanlæg samt kontraktstyring af et større IT-udbud. Har du erfaring med entrepriseaftaler (fx AB18) eller IT-udbud, er det en fordel – men vigtigst er, at du trives med at drive udbud fra start til slut.

Om afdelingen

Du bliver en del af afdelingen Indkøb & Jura, der har en central funktion i organisationen. Afdelingen består i dag af tre jurister og en studentermedhjælper og forventes at vokse yderligere de kommende år.
Teamet har ansvar for udbudsprocesser, kontraktstyring og leverandørhåndtering på tværs af forsyningen. Kulturen er præget af stærk faglighed, samarbejde og videndeling, og ledelsesstilen er tillidsbaseret med fokus på at skabe gode rammer for udvikling.

Ansvarsområder

  • Gennemføre EU-udbud og øvrige indkøb iht. gældende regler
  • Udarbejde udbudsbetingelser og kontrakter samt deltage i forhandlinger
  • Planlægge og facilitere markedsdialoger
  • Udvikle og varetage kontrakt- og leverandørstyring
  • Rådgive og undervise kolleger i udbudsregler
  • Bidrage til bæredygtighed og professionalisering af indkøbsarbejdet

Din profil

Vi leder efter en profil med en relevant akademisk uddannelse, fx cand.jur. eller cand.merc.jur., samt minimum 2 års erfaring med EU-udbud eller tilbudsloven.
Vi forventer desuden, at du:

  • Har solid erfaring med udbudsprocessen fra strategi til kontrakt
  • Kan lede møder og forhandlinger med sikker hånd
  • Har kendskab til kontraktstyring og leverandørhåndtering (en fordel, men ikke et krav)
  • Kommunikerer flydende på dansk og kan begå dig på engelsk

Som person er du struktureret, analytisk og proaktiv. Du tager ansvar for dine opgaver, skaber overblik og trives i et samarbejde med mange forskellige fagligheder.

Om virksomheden

Lyngby-Taarbæk Forsyning sikrer hver dag, at tusindvis af borgere har rent drikkevand, miljørigtig spildevandsrensning og effektiv affaldshåndtering. Organisationen arbejder for høj forsyningssikkerhed og lavest mulige miljøpåvirkning.

Forsyningen er organiseret i flere selvstændige selskaber under Lyngby-Taarbæk Kommune. Det giver både en klar økonomisk adskillelse og et stærkt fokus på at skabe værdi for kunderne.

Hos Lyngby-Taarbæk Forsyning er hverdagen kompleks og foranderlig – og derfor er der brug for dygtige medarbejdere, der kan være med til at sikre fremtidens løsninger.

Kontakt

Denne rekruttering varetages af Capax Recruitment. Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Marianne Petersen på mkp@capax.dk. Vi modtager kun ansøgninger via det angivne ansøgningslink. Ansøgninger sendt pr. mail eller på andre måder vil ikke blive taget i betragtning og vil blive slettet uden behandling.

 

Jobinfo

Segment:

By:

Region:

Jura

Lyngby

Lyngby

 

Segment: Jura
By: København
Region: Hovedstaden